
Insight, 7. marts 2023
Fusion med fokus på trivsel
Vi har fusioneret to virksomheder og er lykkedes med at fastholde en høj medarbejdertilfredshed. Hvordan? – spør’ du måske. Derfor handler det her opslag ikke om nye kunder eller regnskabstal. Det handler om mennesker.
Blot fire måneder efter fusionen af Ambition og NexusOne svarede 83% af vores medarbejdere, at de ’alt taget i betragtning synes, at Nexus Ambition er et rigtig godt sted at arbejde’.
En fusion af to virksomheder er en kæmpe mundfuld. Det lægger vi ikke skjul på. Det tærer på alle, at vaner, processer og prioriteringer forandres fra den ene dag til den anden. Af den grund har vi fra dag ét vægtet arbejdsmiljø og trivsel lige så højt som forretningsmæssige resultater, når vi skal vurdere om fusionen er en succes.
Derfor var det også en rigtig god mail, vi modtog i sidste uge fra organisationen Great Place To Work: ’Based on the employee feedback captured in your Certification™ survey, Nexus Ambition meet the threshold to be Great Place to Work®-Certified™.
Akkurat, som vi monitorer økonomiske nøgletal, så holder vi løbende øje med arbejdsklimaet i Nexus Ambition. Så vi kan sætte kvalificerede mål for vores arbejdsplads – akkurat som vi har sat os ambitiøse forretningsmål.
Godt begyndt er som bekendt halvt fuldendt. Men vi er slet ikke i mål, og vi kommer til at arbejde benhårdt med vores arbejdsplads, vores fælles kultur, fællesskabet og det meningsfulde hverdagsliv.
Nu er det sagt. Og vi holder ord!